torsdag den 19. maj 2011

Noget om at dele

Elsebeth har løst sit problem med grafikkens størrelse i sin blog. Nu ligger der billeder af smukke ting med tilhørende informerende tekst på Elsebeths blog. Jeg er ret sikker på, at Elsebeth lægger sine billeder op direkte i bloggen ved hjælp af det lille ikon i bloggens værktøjslinie, og det er også en ganske korrekt metode.

På den måde deler Elsebeth sine smukke billeder med alle os, der læser bloggen. Men hvad nu hvis Elsebeth ville "dele sine billeder" forstået på den måde, at hun vil give os alle lov til at bruge dem og ikke blot se på dem?
Som de ligger nu på bloggen er de dækket af den generelle lovgivning om CopyRight, og selvom det er nemt for os at højreklikke på billederne og sige "Gem som..." og derefter lægge dem i vores egen blog (eller i en PowerPoint), så er det ganske enkelt ulovligt! Billeder på nettet er også underlagt loven om CopyRight.

Hvordan man deler sine billeder
Hvis Elsebeth vil give os alle lov til at bruge billederne, har hun to muligheder:
  1. at lægge en Creative Commons licens på sin blog (opgave 8, se eksempel på Lektor Blommes blog, højre spalte, nederst)
  2. at lægge sine billeder på Flickr under en CC licens og trække dem derfra ind på sin blog (opgave 9, se eksemplet herunder)
The great experiment: My hand-dyed yarn 

Der er jo ingen tvivl om, at metode 2 betyder, at langt flere får adgang til og dermed øje på billederne, så overvej, den ekstra ulejlighed, det trods alt er at gå vejen omkring Flickr.

Prøv i øvrigt at klikke på ovenstående billede (du vil så komme til Flickr) og se, hvordan der er lagt noter på det i Flickr (før musen hen over selve billedet). Det er ganske let at lægge noter på et billede, og den mulighed kan bruges til rigtig meget!

Specielt til Elsebeth: prøv at søg på tags som plant dye yarn i Flickr. Jeg er sikker på, at du vil nyde resultatet ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar